Gå til hovedindhold
Du er her:

Dagligdagen

Hver dag er fyldt med leg, hverdagsrutiner, og aktiviteter spontane eller planlagte

Dagligdagen er præget af:

  • Faste hverdagsrutiner, der gentager sig hver dag i løbet af dagen og ugen. Som fx Morgenfrugt i vuggestuen, Samling på alle stuer, Frokosten, Tiden efter frokosten i vuggestuen, Stillestunden i børnehaven og Middagsluren i vuggestuen, Eftermiddagsmaden/frugten
  • Børnenes egen leg, der opstår og igangsættes i morgenstunden fra 7-9.30 eller i tiden efter kl. 12.30
  • Voksen tilrettelagte planlagte og spontane aktiviteter, der primært foregår i tidsrummet fra 9.30-12 og igen om eftermiddagen i tidsrummet fra 15-16
  • Hverdagsrutiner

    Hverdagsrutinerne er gode læringssituationer, der giver umiddelbar mening for børnene; fx at der skal dækkes bord, inden man skal spise eller at man skal på toilettet og have skiftet ble inden man skal sove.

    Derfor har vi også pædagogisk tilrettelagt flere af de rutiner vi har i løbet af dagen, så de understøtter børnenes selvstændighed og medvirker til at gøre dem selvhjulpne og handlekraftige.

  • Et eksempel fra praksis på en hverdagsrutine

    På badeværelset efter frokost i vuggestuen

    Kl. er 11.30 og frokosten er færdig i vuggestuen og pædagogen Lone tager Othilia (en 2 årig pige) og Villads (en 2,7 årig dreng) med på badeværelset. Begge børn skal have tøjet af og have skiftet ble.

    Lone sætter sig ned og beder Villads om at tage sit tøj af og lægge det ind i sit skab. Villads siger: ”jeg kan ikke”, og sætter sig ned på gulvet og kigger på Lone uden at handle. Lone smiler til Villads og siger opfordrende: ”Prøv at start med sokkerne”. Villads kigger opgivende på Lone og siger: ”Jeg kan ikke”. Lone smiler til Villads og siger: ”Othilia har også brug for hjælp til at få sokkerne af. Kan du hjælpe hende med at få dem af?”. Villads kigger først over på Lone og så hen på Othilia, og begynder at hive i Othilia’ sokker. Villads griner. Lone siger: ”Ej hvor er du god til at hive. Kan du hive endnu mere, så vi kan se hendes fødder.” Villads hiver og siger begejstret: ”Se Lone, jeg har fundet Othilia’s fod!” Lone smiler tilbage og siger entusiastisk: ”Kan du finde Othilia’s anden fod?” Villads hiver den anden sok af og siger pavestolt: ”Se nu har jeg fundet begge fødder”. Othilia kigger på Villads’ fødder og tager fat i Villads’ ene sok. Villads kigger undrende på Lone. Lone smiler og siger til Villads: ”Ej se Villads, nu prøver Othilia at finde dine fødder…” Villads griner. Lone smiler og siger: ”Tror du, hun kan det?” Villads kigger ned på sine fødder og siger fjollet til Lone: ”Neeej, det kan hun slet ikke.” Villads hiver så selv sine sokker af.

  • Pædagogisk analyse
    • Det vi kan se i fortællingen er, at pædagogen styrker Villads’ selvværd ved at bruge legen som et redskab til at styrke Villads’ i at blive mere selvhjulpen.
    • Derudover styrker pædagogen også relationen mellem de to børn som viser omsorg og hjælper hinanden og dermed får øjnene op for hinanden. Pædagogen skaber en tryg situation med ro og tid samt bruger et anerkendende sprog, der positivt bekræfter børnenes handlinger.
  • Dagens organisering
    • Kl. 7-8 Der åbnes på en stue i børnehaveafdelingen og vuggestueafdelingen.
    • Kl. 8-9.30 Alle stuer er åbne. I vuggestuen spises der morgenfrugt i tidsrummet fra 8.30-9. I Børnehaven kan man spise en mad fra sin madkasse i tidsrummet fra 8.30-9.15. Børnene leger selv eller er i gang med en aktivitet som fx tegnebord. Der er fokus på, at tage godt imod de børn der bliver afleveret samtidig med de voksne understøtter de lege og aktiviteter der er i gang.
    • Kl. 9.30 Her forventes det at alle børn er afleveret og børnene deles op i mindre grupper, som går i gang med de tilrettelagte aktiviteter der er planlagt for dagen. Det kan være en tur, leg i haven, værksteds- eller rytmikaktiviteter.
    • Kl. 10.30/11 spises der frokost.
    • Kl. 11.15-12 Gøres vuggestuebørnene og de børn der sover til middag i børnehaven klar til at sove ved at alle børn kommer på badeværelset og får skiftet bleer, bliver tilbudt at sidde på toilettet og selv hjælper med til at få sovetøj og evt. sele børn. De større børnehave børn holder en stillestund, hvor der bliver læst en historie eller bare slappet lidt a til noget musik.
    • Kl. 12-14 Sover vuggestuebørnene og de yngste børnehavebørn middagslur og Børnehavebørnene leger ude eller inde.
    • Kl. 14-15 spises der eftermiddagsmad/frugt på stuerne. Frugten spises som børnene kommer op fra deres middagslur i vuggestuen og i børnehaven spiser ca. 6-7 børn af gangen imens de andre børn leger. Så man er som barn selv med til at bestemme om man vil først til frugtbordet eller sidst til frugtbordet.
    • Kl. 16-17 lukkes flere af stuerne og i børnehaven og vuggestuen er der ca. kl. 16.10 kun en stue åben, hvor de sidste børn er samlet.