Om Bondebyens Børnehave
Her kan du finde oplysninger om åbningstider , lukkedage mv.
Om Bondebyens Børnehave
Bondebyens Børnehave blev grundlagt i 1884 og ligger tilbagetrukket i den gamle bydel i Kongens Lyngby. Børnehaven er indrettet i to sammenbyggede huse med en stor, hyggelig legeplads, som danner rammen om en stor del af børnenes hverdag. Vi er normeret til 57 børn og er 17 fastansatte.
Vores legeplads og nærmiljø
Vores nyrenoverede legeplads er inddelt i forskellige legezoner, der inviterer til både fordybelse, bevægelse og fællesskab. Her finder børnene blandt andet gamle frugttræer, blomster, et insekthotel, en biotop, bålplads og et naturhus. Legepladsen er et vigtigt lærings- og legerum, som vi benytter hver dag – året rundt.
Børnehaven ligger i rolige og trygge omgivelser med meget lidt trafik. Vi har direkte adgang til Slotsparken, som vi ofte besøger til naturoplevelser, bevægelse og ture.
I gåafstand finder vi desuden flere af lokalområdets kulturtilbud, som indgår naturligt i vores pædagogiske arbejde. Vi benytter blandt andet:
- Lindegården Kulturhus til motorikaktiviteter og arrangementer.
- Biblioteket, hvor vi låner bøger og oplever teater.
- Frilandsmuseet, som giver børnene mulighed for at udforske historie, kultur og natur.
Derudover har vi 3 ladcykler med plads til 6 børn i hver, som vi bruger meget til ture længere væk, f.eks. Dyrehaven eller andre legepladser.
Børn og medarbejdere
Vi er normeret til 57 børn, som er fordelt på tre almengrupper og én ressourcegruppe.
I alt er vi 17 medarbejdere, heraf 13 uddannede pædagoger.
De tre almengrupper består af:
- én stue med 15 børn
- to stuer med 16 børn.
På hver almenstue er der som udgangspunkt to pædagoger og én pædagogmedhjælper.
Ressourcegruppen
Ressourcegruppen er normeret til 10 børn og har seks pædagoger, én pædagogmedhjælper og en pædagogstuderende tilknyttet.
Pladserne visiteres af Lyngby-Taarbæk Kommune til børn, som har gavn af et fleksibelt og specialiseret pædagogisk tilbud tæt forbundet med almenmiljøet. Den tætte placering giver gode muligheder for inkluderende fællesskaber og et naturligt samarbejde mellem ressourcegruppen og almengrupperne.
Vi ser os som ét hus med et fælles børnesyn, en fælles pædagogisk tilgang og en fælles organisering, hvor alle børn er en del af fællesskabet.
Åbningstider
Mandag–torsdag: kl. 7.00–17.00
Fredag: kl. 7.00–16.00
Lukkedage 2026
- 2. januar
- 15. maj
- 28., 29. og 30. december
Lukkedage 2027
- 7. maj
- 27., 28., 29. og 30 december
Som alle øvrige dagtilbud i Lyngby-Taarbæk Kommune holder vi desuden lukket i uge 29 og 30.
Har jeres familie behov for pasning i disse uger, tilbydes der fællespasning i en institution i vores netværk. Kontakt os gerne, hvis I ønsker mere information om feriepasning og lukkedage.
Årshjul
Vores pædagogiske temaer og projekter planlægges halvårligt. Årshjulet og de aktuelle aktiviteter kan følges i kalenderen på Aula, så I som forældre løbende kan følge med i børnenes hverdag og de temaer, vi arbejder med. I kan læse mere om vores pædagogik og pædagogiske temaer i vores læreplan.
Traditioner
Til fastelavn er børn og personale klædt ud - hvis de vil og tør - der er ingen udklædningstvang!
I dagene op til festen maler vi fastelavnstønder og laver pynt til fastelavnsris.
Vi slår katten af tønden inde i huset eller på legepladsen, kårer kattekonge og dronning og synger fastelavnssange.
Påske er en tradition som vi holder meget af, da dennes kommen er en forårsbebuder. Op til Påske bruger vi tid på at gøre stuerne påske klar med pynt og duften af karse. Børnene laver selv pynten til stuen, så der klippes, limes og males.
Vi holder Påskefrokost for alle børn og personaler i huset. Børnehaven sørger for frokosten. Alle børn samles, og der bliver dækket op med blomster, servietter og pynt. Imens der gøres klar til frokost, går alle børn og voksne på legepladsen eller i Slotsparken, hvor de finder små chokoladeæg, som spises efter frokosten. Når maden er spist, synger vi Påskeæg sangen, og alle får et påskeæg til dessert.
I maj måned holder vi blomstens dag. Her opfordrer vi alle familier til at have en plante med, som vi sammen med børnene planter ude på legepladsen i stuernes plantekasser.
Børnehaven har fødselsdag d. 5. september. Traditionen er, at alle forældre og børn inviteres til morgenbord fra kl. 7.30 til 9.00.
Den 13. december er Luciadag. Lucia er en juletradition, der fejres med Luciaoptog, hvor de ældste børn i børnehaven går Lucia for forældre og resten af børnehaven.
Den sidste fredag i August holder børnehaven sommerfest for børn, forældre og personale fra kl. 16 til 19. Det foregår på legepladsen i forhåbentligt strålende sol! Der vil være optræden og små boder til festen.
Det kan skifte lidt fra år til år.
Til sidst spiser vi mad, som familierne hver især medbringer.
I december måned gør vi meget ud af at hygge og pynte op. Alle stuer har kalenderlys, og de fleste har også en gavekalender, med gaver som børnene har haft med hjemmefra.
Lige inden jul holder vi en julefrokost for alle børn og personale. Børnehaven giver risengrød. Det er sket at julemanden har kigget forbi, men man kan jo aldrig være helt sikker på julemænd!
Kontakt
| Mandag | 07:00 – 17:00 |
|---|---|
| Tirsdag | 07:00 – 17:00 |
| Onsdag | 07:00 – 17:00 |
| Torsdag | 07:00 – 17:00 |
| Fredag | 07:00 – 16:00 |
| Lørdag | Lukket |
| Søndag | Lukket |
Lukket Åben
Asylgade 3-5
2800 Kongens Lyngby