At starte i Fuglsang
Trygge voksne giver trygge børn. Vi glæder os til at lære både jer og jeres barn at kende.
Trygge voksne giver trygge børn. Vi glæder os til at lære både jer og jeres barn at kende.
Det er onsdag morgen, og klokken er 9.00. Der er ved at blive kørt nye børn ind på stuen. Denne morgen har Victor netop sagt farvel til sin mor sammen med hans modtagevoksen. Det er hans tredje dag i vuggestuen, og i dag skal han prøve at være alene for første gang.
Victor græder. Katrine tager ham i sine arme og vugger ham og siger beroligende ord. Victors gråd bliver langsomt mindre, og nu kigger han interesseret rundt på stuen. Katrine sætter sig på gulvet ved siden af en stor kasse med legetøj. Victor sidder i armene på Katrine. Hun sætter ham på skødet og begynder at tage legetøj op af kassen, imens hun undersøger det og rækker det til Victor. Han kigger på hende, og hun smiler tilbage, nikker og siger: ”Ja, den er til dig”. Katrine sætter nu Victor ved siden af sig og rækker Victor en rangle.
Victor smider ranglen og kravler lidt væk fra Katrine. Han kaster et blik tilbage og fanger Katrines blik. Hun nikker og siger: ”Ja, jeg er her”. Victor kravler videre væk fra Katrine, kigger på de andre børn, forsøger at rejse sig op ved et bord, er ved at snuble og kravler hurtigt tilbage til Katrine.
Katrine sidder stadig på samme sted. Parat til at modtage Victor, der kravler op på hendes skød - igen optaget af det fælles legetøj i kassen foran dem. Kort tid efter fanger Victors blik nogle bøger. Han kravler hen imod dem og begynder at undersøge dem. Putter dem i munden, smager på dem. Indimellem kigger han tilbage på Katrine. Hver gang møder Katrines blik Victors, og hun siger: ”Ja, jeg er her”.
Alle børn er under indkøringen tilknyttet en fast modtagevoksen, der arbejder ud fra en forståelse og et kendskab til hvordan børn udvikling trygge relationer. Derfor bliver Katrine siddende og opfatter ikke Victors kravlen på afstand som en invitation til at forsvinde, men hun støtter ham derimod ved at anerkende ham i, at han trygt kan bevæge sig væk fra hende, uden hun forsvinder. Vi skal være børnenes nye trygge base, når I ikke er her.
Vi har en overordnet plan for indkøringer, men det præcise forløb tilrettelægges individuelt i samarbejde med forældrene, så der tages hensyn til barnets alder og behov. For Ikke to børn eller familier er ens.
Vi forventer, I har sat minimum to hele uger af til indkøring. Den første dag er kun en times besøg med formålet at lære jer og jeres barn at kende. Vi taler om graviditeten og barnets udvikling og trivsel. Over de næste uger øger vi gradvist tidsrummet og vurderer løbende, i samarbejde med jer, hvad jeres barn har brug for og kan klare.