Den pædagogiske læreplan

Der var en gang en solsort, som havde bygget rede med en anden solsort, sådan var det jo bare med naturen.

Da foråret kom, og ungerne var klækket ud af deres æggeskal, måtte begge solsortforældrene flyve til og fra reden med mad, så deres kære fugleunger kunne blive stærke og sunde.

En dag, hvor det var moderen som var ude for at finde mad, fløj den henover et børnehus, hvor det vrimlede med en masse glade børn.

Solsorten blev meget nysgerrig, og den fandt en plads på et kirsebærtræ, hvor den hørte nogle voksne kalde det for vuggestuen.

Flere børn sad i sandkassen og legede, at de lavede kager til en voksne som sad i sandet, for at være i børnehøjde.

Den voksne: "Ej, laver du også en kage til mig?"

Smilende dreng: "Ja, den er til dig!"

En pige står ved siden af drengen og prikker til drengen, som vender sig om for at se hvem der prikker til ham.

Drengen: "Ja også til dig".

Andre børn løber rundt og leger i haven, nogle cykler, andre gynger eller rutsjer. Solsorten kan se, at der hvor der er børn, er der voksne tæt på, som står klar til guide børnene rundt i forskellige legerelationer.

Solsorten kan høre en voksen stå nede ved hækken tæt på nogle musikinstrumenter, som børnene kan spille på.

Den voksne kalder på flere børn: "Hvem skal med på opdagelse gennem hækken?"

Solsorten ser at flere af de børn der leger i sandkassen, gerne vil være med. Enkelte glemmer at stille spand og skovl fra sig, inden de løber afsted.

Den voksne, som sidder i sandkassen fortæller, at de må lige ligge tingende på plads, inden de gå på opdagelse i hækken.

Solsorten flyver lidt tættere på hækken, da den er nysgerrig, fordi, det er sådan nogle fugle. Den kan høre en af børnene græde, og fortælle det sine venner og voksne.

Barnet: "Bange, Bange".

Den voksne, som sidder tæt på hækken, siger: "Kom du ud til mig og sid ved siden af mig, så skal jeg nok passe på dig".

Barnet kommer snøftende ud til den voksne og får et kram.

I det samme kan solsorten høre en masse støj fra nogle store børn, som råber: "Hej vuggestue!"

Det må være børnehaven tænker den, og flyver over til de store børn.

De store børn som havde kaldt på vuggestuen, står og vinker til solsorten. Den satte sig på en gren omkring nogle legehuse.

Tæt ved legehusene er en masse drenge og piger i gang med at bygge med en masse træplader.

Der er samarbejde om det, og solsorten kunne se, at det er ved at tage form som et hus.

En dreng siger: "Ja lige der skal det bræt være, så kan det være døren".

En pige nikker og svarer: "Nå ja, så mangler vi bare taget".

En tredje dreng ser på, og siger: "Nej ikke der, døren skal være her!"

Børnene stopper med at bygge, og kigger på huset.

Flere børn synes, det er en dårlig idé med den dør og en af dem siger: "Hvorfor skal du altid bestemme?"

Drengen som vil bestemme det hele, siger: "Det vil jeg bare".

Børnene glemmer helt hvorfor de bygger, og begynder at sige nogle mærkelige ting til hinanden.

”Du bestemmer altid”

”Nej jeg gør så”

”Du er dum”

”Nej, det er du”

”Du er ikke min bedste ven mere”

”Jo jeg er så”

En voksen, som står tæt på og lytter til deres snak, spørger, om de har brug for hjælp?      

Ordene fløj omkring solsorten, børnene og den voksne. Men solsorten oplever, at børnene begynder at hjælpe hinanden med at bygge færdigt, og solsorten kan se, at huset nu har to døre, ligesom i andre huse, den flyver forbi i sin søgen efter mad.

Den letter fra grenen, med næbbet fyldt med mad til sine unger, og med en fortælling til familien.

En dag ved forårstid kom solsorten forbi børnehuset. I haven opdagede solsorten at der var fyldt med blomstrende krokus, vintergækker og påskeliljer. Blomsterne duftede dejligt af forår, men det var ikke det eneste der duftede.

Solsorten satte sig på en gren og kiggede ind ad vinduet, hvor den så, at alle de mindre børn sad omkring de fint dækkede borde med duge, tulipaner og en masse velduftende mad. Børnene havde lavet de fineste påskehænder der prydede vinduerne. På bordene stod der sild, leverpostej, æg, frikadeller, fiskefilet, karse og meget mere, som børnene selv kunne vælge imellem, fordi det var påske. Til dagligt havde solsorten set, at de spise deres egen mad af deres medbragte madpakker.

Pludselig sneg en anden duft sig ind i solsortens næb. Den kom ovre fra huset på den anden side hegnet, hvor børnene var lidt større og de snakkede også en del mere. 

Dagen før havde den fløjet hurtigt forbi huset, men lagt mærke til at børnene skar massevis af grønsager, og i dag var alle borde pyntet med påsketing og der duftede af en masse dejlig mad, som ovre i vuggestuen.

Den kunne se, at børnene deltog i madlavningen, dækkede bord samt pyntede op rundt omkring i huset.

Lige inden det hele var klar gik flere børn rundt i haven og sagde: "Nu skal vi spise".

Alle børnene løb ind for at vaske hænder, og flere voksne fortalte børnene om hvilket langbord de skulle sidde ved.

Normalt sidder de ved små borde sammen med en voksen, men når der er påske og jul, så sidder de ved langborde i de rum, hvor der normalt er ”moto” rum eller konstruktionsrum.

Solsorten lettede med mange tanker og ideer om påske, og hvordan den kunne lave påskefrokost sammen med familien hjemme i reden. 

Der var engang en solsort, der undrede sig over hvorfor stolene ikke blev brugt til at sidde på. Den havde set børn lægge stolene ned og samle dem sammen i klumper. Den havde hørt børnene sige at de fløj i et rumskib eller kørte bus.

Et barn siger højt: "Venner, kom herhen og sid i rumskibet". Et andet barn svarer: "Men jeg skal lige have en billet". Flere af børnene siger nærmest i kor: "Over i hulen kan du købe en billet".

Et barn står klar i hulen og siger: "Det bliver lige 5 kroner".

En voksen træder ind i rummet og siger, at de mangler nogle stole til deres venner, så de kan spise morgenhapserne.

Børnene der er i gang med legen, råber i kor: "Stooooop… Det er jo vores rumskib".

Den voksne leger sig ind i legen og siger: "Jamen, kan jeg ikke bare låne tre stole, så mine sulterummænd kan få noget mad. Vi kan sammen flyve hen til vores rumrestaurant med dem".

Børnene bliver nysgerrige på hvor rumrestauranten er og ”flyver” med den voksne hen for også selv at få noget mad, inden de igen forsætter med deres leg.

Solsorten ser på fra sin gren imens børn og voksne spiser deres mad i rumrestauranten. Den kigger op mod himlen og tænker om dens vinger kan flyve helt op til rummet. Den letter fra sin gren med hovedet fyldt med idéer, som den vil fortælle til sin familie.

Solsorten var i gang med at lære sine unger at flyve, da en af unger spurgte: "Hvordan lærer børn egentlig at gå?!"

Solsorten vidste ikke rigtig, hvad den skulle svare, men sagde: "Jeg er ikke helt sikker, men jeg vil gerne finde ud af det, på min næste tur til børnehuset".

Den satte sig på en gren tæt på vuggestuen, hvor den kunne kigge ind til de små kære børn.

De voksne sad på gulvet og holdt de små i hænderne, mens børnene øvede sig i at holde balancen.

Nogle gange gav de slip og efterhånden begyndte flere af de små at tage deres første skridt. Men da det gik op for dem, at de gik, så satte de sig ned igen. Nogle gange med smil og grin, andre gange med gråd og tårer.

Ved deres side sad, eller stod en voksen og opmuntrede når de forsøgte: "Ej hvor er du bare dygtig. Du gik jo lige over til mig, og selvom du faldt på vejen, så er det faktisk sejt at du forsøger". 

Men solsorten blev forstyrret midt i sin glæde over at se børn gå. Det var børn ovre fra børnehaven, som havde gang i en vandleg.

En dreng råbte op, vi er i gang med at redde vores børnehave. Men bare rolig solsort, det er bare en leg om, at vores børnehave er ved at blive oversvømmet. Ser du min ven, dæmningen i skoven er gået, og nu skal vi redde vores børnehave. 

Solsorten kunne se, hvordan børnene med spande og trillebør, fyldte vand i, og hældte vandet over i deres gamle sandkasse.

Flere børn hentede sand fra den nye sandkasse, så de kunne blande vand og sand sammen.

Et barn råber begejstret: "Se nu har vi lavet kviksand, så nu skal vi passe ekstra meget på". 

En voksen siger: "I skal nok ikke tage mere sand fra sandkassen, fordi så har vi jo snart ikke mere sand".

Børnene stopper op, og et barn siger: "Nåå ja, men så leger vi bare vi tager sand".

Mens de har stået og være i dialog, er vandet forsvundet ud mellem fliserne i den gamle sandkasse, og kun lidt vådt sand er tilbage.

Flere råber: "Skynd jer at komme med vandet… kviksandet forsvinder".

Legen forsætter, men solsorten skal hurtigt hjem for at fortælle om alt det den har lært i dag til sine unger.

Tekst til børnefællesskaber

En dag sidder solsorten og ser ind ad vinduet. Fem børn på 3 år leger mor, far og børn i dukkekrogen med en voksen.

Den voksne er hunden. Hunden bliver lidt træt og lægger sig til at sove.

”Vær stille” siger et barn, "Sofus sover".

"Skal vi ikke give den tæppe på?", spørger et af børnene. "God idé", siger en anden.

"Vi kan lave mad til den mens den sover". Børnene laver mad sammen og hvisker til hinanden for ikke at vække hunden.

Lidt senere i legen har hunden (den voksne) fået en anden rolle. Nu er den voksne et barn. Den voksne, som ligger på gulvet, begynder at ”græde”. Børnene står omkring den voksne.

Et af børnene siger, "jeg er hendes far, og nu skal jeg på arbejdet. Vi ses senere", siger ”faren” til ”barnet”.

Den voksne som leger barnet siger: "Jeg vil have min faaar".

"Bare rolig", siger faren, "jeg er tilbage lige om lidt".

Et barn som leger moderen siger: "Jamen lille skat, vil du have din sut". Barnet stopper med at græde.

De andre børn i rummet begynder at lave med til barnet, og til moderen og faderen. Dog er der et barn, som virker sur, da denne også vil være mor.

Solsorten kan høre, at den voksne siger: "Lige nu har jeg en mor, men du må gerne være min mormor".

Barnet smiler og siger: "Ja det vil jeg gerne være".

Næste dag da solsorten atter kommer forbi, kan den høre en voksen, som kommer gående med nogle børn fra vuggestuen.

Den voksne siger højt til børnene: "Nu skal vi på besøg og hilse på vores nye venner i børnehaven".

Børnene småsnakker på turen derover, solsorten kan se der er en masse smil, men også nogen som lige skal se det an.

Fra sin gren kan solsorten se, hvordan nye som gamle venskaber opstår, og at de større børn hjælper de nye kommende børnehavebørn, med at tage deres frakker af samt fortæller om ”moto”-rummet, skovtroldene, dukkekrogen, værkstederne og haven.

Solsorten letter fra sin gren, da den kommer i tanke om, at den skal hjem til sine kære unger, som venter på maden og fortællinger om alt det den har oplevet på sine ture forbi Prinsessehøj. 

Solsorten var så heldig, at den kunne sidde på en gren i solen i vuggestuen og kigge ind ad vinduet til lillestuen. 

Hvad var nu det? 

To drenge og en voksen lavede en sansebane.

Først hjalp de hinanden med at sætte kasserne op på række. Så tog de strømper og bukser af og på skift mærkede de med fødderne i kasserne. 

Drengene syntes det var rigtig sjovt, den ene fortalte at risene kildede mellem tæerne, og den anden syntes at vandet i den sidste kasse var lidt varmt, men det var sjovt at have fødderne i vand. 

De gik banen igennem en masse gange med smil, hvin og grin. 

Så lagde de sig på nogle håndklæder og hørte afslapningsmusik, så solsorten blev hel træt, men den nåede lige at se den voksne give børnene fodmassage imens, inden den lige måtte flyve hjem og få en lille lur.

Solsorten kom forbi børnehaven, hvor de kommende SFO-børn havde sidste dag.

Solsorten kunne se, at de sad i to grupper, hvor de voksne en efter en rejse sig op, for at holde en individuel tale for hvert barn.

Den kunne hører om, hvor meget de har lært at være hjælpsomme, at blive selvhjulpen, at være en god ven samt lært en masse om skoven og fået en masse læring gennem leg med deres venner. Den hørte at de har haft temaer om kroppen, og om hvordan deres krop virker, lært om følelser, som de voksne også kaldte selvværd og selvfølelse. Den hørte også om deres mange ture på kolonien, hvor nye venskaber opstod eller blev styrket.

Solsorten kunne hører, at mange var startet i vuggestuen som ganske små børn, og nu var de blevet store og snart ventede en ny verden ovre på skolen.

Børnene vidste godt, hvilken skole de skulle starte på, og alle deres venner har været forbi deres kommende skole og SFO.

Til sidst fik de deres mappe, med alle deres tegninger og billeder fra deres tid i børnehaven. I mappen hørte solsorten en voksen fortælle børnene, at der var lagt et lille eventyr med, som handlede om et barn, der skulle starte i skole.

Solsorten hørte, at barnet var nervøst for at starte i skole, men at den fik hjælp fra alle sine venner.

I mappen var der også en lup, som børnene kunne bruge til at undersøge den nye verden og få ny læring og viden. 

Rutiner er en vigtig del af børnenes dagligdag i husene. Rutiner skaber tryghed i det enkelte barn, hvor de præcis ved, hvad der skal ske ved fx måltiderne, bleskift, putning, ture ud af huset, nærværs-grupperne.

Aktiviteterne tager udgangspunkt i vores pædagogiske tema, som vi har fokus på i vores nærværs-grupper.

Vores aktiviteter bliver skrevet på vores tavler i vuggestuen og i børnehaven, således at kollegaerne kan dele ud af deres ideer og tanker samt fortælle om dem til børn og forældrene.

Legen frem, er også en af de vigtigste og fornemmeste pædagogiske opgaver vi har i huset. Det er via legen børnene lære om egne og andres følelser, forståelse og opbygning af empati, dannelse, læring, sprog, science, venskaber, relationer m.m.

Vi værner om den gode leg, vi hjælper børnene om det at lege via legemanuskripter, vores refleksionsmøder, SAL, AL, således at børnene får opbygget nogle gode værdier i det at lege med venner, inddrage andre samt være hjælpsomme, selvhjulpen empatiske individer.

Legen er altid ”dig og mig om noget”.