Gå til hovedindhold
Du er her:

Mad og Måltider

I Svanen medbringer barnet selv madpakker og drikkedunk

Svanens mad- og måltidspolitik august 2019 er blevet til i et samarbejde imellem forældre, forældrebestyrelse og personale.

Der kræves en sund og nærende kost til at støtte op om børnenes udvikling. Kosten er det essentielle og drivkraften, som giver børnene deres energi. En sund kost giver børnene de bedste vilkår, når de skal igennem dagens mange udfordringer.

Kong Gulerod er synlig i Svanen og er vores symbol på krop og bevægelse. Han hænger ved indgangsdøren og har hver uge en ny god ide til bevægelse for børn og forældre.

Svanen vægter fødevareindkøb af god kvalitet og i et vist omfang økologisk ud fra, ”at gode vaner i barndommen tager vi med os resten af livet”.

Vi følger processen fra bord til jord, når vi samler ind til vores kompostbeholdere og udnytter legepladsens og naturens bær, frugter og planter.

På vores færden i nærmiljøet lærer børnene at bruge skraldespande og rydde op efter sig og at færdes i naturen med respekt

Måltiderne

  • Sukkerråderum

    Der har de seneste år været fokus på børns sukkerindtag i løbet af en dag. Dette fokus har flyttet både forældrenes og personalets grænser. Tidligere var hygge forbundet sukker. I dag kan vi godt hygge uden sukker. Vi drøfter jævnligt, hvad der kan serveres af både forældre og personale.

    Vi følger Fødevarestyrelsens anbefalinger:

    Det anbefales, at børn under 3 år ikke drikker søde drikke, og at børn mellem 3 og 6 år højest indtager ½ liter sodavand eller saft om ugen.

    Et børnehavebarn må max. få 30-40 gram sukker om dagen (barnets sukkerråderum). Herunder hører også det skjulte sukker, som bl.a. findes i mad og drikke som fx yoghurt, kiks og saftevand.

    Kilde: Fødevarestyrelsen.

  • Måltidskultur og dagens måltider

    I Svanen lægger vi vægt på deltagelse, ro, hygge og samling omkring måltiderne, da måden, hvorpå måltidet indtages, er lige så vigtig for appetitten som selve maden.

    Der samtales ved måltidet, hvorved børnenes fællesskab og sprog udvikles.

    Vi sørger for, at måltidet er tilrettelagt på en sådan måde, at børnene deltager aktivt, fx med at vaske hænder, dække rullebord eller hente kop og madkasse selv, hælde op og at rydde op efter sig.

  • Morgenmad

    Vi tilbyder havregryn eller rugfras med mælk indtil kl. 8 i Reden.

  • Morgen/formiddag

    Børnene i Vandhullet får ca. kl. 8.30 morgenhaps.

    Det er børnene, der selv har en boks med frugt/knækbrød/bolle med hjemmefra, som så hentes fra køleskabet.

    Hvis børnene i Krat og Hule er sultne, tager de en mad fra madkassen efter aftale med en voksen.

  • Frokost i de 3 teams

    Hver gruppe har sine egne ritualer, og børnenes udvikling har stor betydning for de pædagogiske overvejelser. Se Velkomstfolderne for de 3 teams.

    Der er en kultur i Svanen for, at vi øver børnene i at starte med rugbrød. Herefter er der frit valg. De ældste Hulebørn administrerer selv madkassen.

    • Madpakkerne pakkes ud i fællesskab, og alle starter måltidet samtidig. De yngste øver at starte med brødet.
    • Børnene spiser den mad, de er begyndt på, færdig.
    • Børnene bliver siddende, til flere er færdige.
    • Børnene lærer at være selvhjulpne omkring måltidet
    • Børnene hjælper hinanden
  • Frugt/eftermiddagsmad

    Eftermiddagsmaden spises, som det passer ind i børnenes leg og soverytme. En voksen er ved frugtbordet. Vi vægter, at der skal være en rar stemning, og at der kan samtales ved bordet. En anden voksen sikrer, at alle børn lidt efter lidt kommer hen og får mad.

    Det er børnene der selv har en boks med udskåret frugt/grønsager/brød med hjemmefra, som så hentes fra køleskabet.

    Der drikkes vand til alle måltider. Børnene må altid tage vand at drikke, både når vi er inde og ude. I Krat og Hule har barnet et krus i sin skuffe.

  • Madpakken

    Børnene kan godt lide, at maden er adskilt (pakket ind hver for sig) og overskuelig, så de kan se og vælge, hvad de har lyst til.

    god og sund madpakke består af:

    • Brød – rugbrød eller groft brød
    • Grønt – gnavegrønt
    • Pålæg – kød, ost eller æg
    • Fisk – mindst en slags fiskepålæg
    • Frugt – det friske og søde

    Personalet går i dialog med de enkelte forældre om f.eks. størrelse eller indhold af madpakken, hvis de oplever, at barnet har brug for noget andet eller mere.

    Den mad, som barnet ikke har spist, vil være i madkassen, så du kan følge med i appetitten. Det er for uhygiejnisk at gemme rester, der har været pakket ud og som derfor smides ud.

    Det er forældrenes ansvar, hvad der er i madpakken.

    Madpakken bør bl.a. ikke indeholde sukkerholdig yoghurt, kiks og müslibarer, da disse kun tilfører en hurtig energi, som ”forsvinder” lige så hurtigt igen, hvorefter børnene er uoplagte og trætte.

    Husk navn på madkasser og eftermiddagsbokse.

  • Turmadpakker

    Når barnet skal have madpakke med på tur, betyder det:

    • At madpakken skal indeholde mad, der er let at spise i naturen, dvs. ikke noget, der kræver ske, eller mad med pålæg, der fedter meget.
    • At der i rygsækken er en flaske med vand, som barnet selv kan håndtere.
    • At madpakke og vand skal forblive i barnets rygsæk, når I afleverer, og barnet skal på tur.

    Særlige begivenheder

    I Svanen har vi en tradition i april, ved de kommende skolebørns afslutning, hvor de børn der går ud laver isbar til børnene i Svanen.

    Det giver jer som forældre mulighed for selv at administrere barnets sukkerråderum alle andre dage i året.

    I julegodteposerne, til fastelavn og ved andre begivenheder serverer vi boller, frugtspyd, smoothies eller tørret frugt.

Fødselsdage

  • Børnenes fødselsdage

    Det er dejligt, når ens barn har fødselsdag.

    • I Svanen fejrer vi dagen sammen med den børnegruppe, barnet tilhører, og pædagogerne vejleder gerne i forhold til jeres ønsker.
    • Alderen gør en stor forskel for barnets egne ønsker om, hvordan det gerne vil fejres.
    • Jo ældre børnene bliver, jo mere snakker de om, hvad de laver, når de har fri, og hvad de skal lave – især det sjove – og det kan man ikke komme uden om, at en fødselsdagsfest er.
    • I Svanen vægter vi, at alle børn oplever sig som en del af fællesskabet. Børnene får en forståelse for, at vi alle har et ansvar for, at hele børnegruppen er en del af dette. Børnenes relationer skifter hurtigt - man kan blive rygende uvenner og ønske aldrig at lege sammen igen, og så bliver man gode venner for altid igen.
    • Vores mål i Svanen er, at børnegruppen kan rumme alle deres kammerater.
  • De forskellige typer fødselsdage

    I Svanen har hvert team et tidspunkt på dagen, hvor fødselsdagsbarnet er med til at tænde lys, bliver sunget for og evt. deler ud. Hold det enkelt og lav altid en aftale med pædagogerne i dit barns team i god tid.

    Hjemmebesøg på en turdag skal du lave en aftale om i rigtig god tid. I Svanen prioriterer vi, at hjemmebesøg ikke foregår i fælles-, tema- og stop-op-uger, som er lagt ind i vores årskalender. Du kan se den i vindfanget. Herudover kan allerede planlagte ture spille ind.

    Den private fest, der kan være et ønske primært for børn i Hulen, er uden for Svanens sfære. Vi forventer, at I inviterer efter samme kategori som nævnt på bagsidens opsummering. Det er ubærligt som den eneste ikke at blive inviteret med.

    Svanen opfordrer og henstiller til, at:

    • Fødselsdage holdes for barnets børnegruppe / alle pigerne eller drengene / turgruppen.
    • det, der serveres, er kompatibelt med Svanens mad- og måltidspolitik.
    • Børnene ikke får ting eller mad med hjem til børnehuset.
    • Holdes fødselsdagen privat, skal invitationerne deles ud privat og ikke i Svanen.

    Er du i tvivl, så spørg pædagogerne.

Kong Gulerod
Kong Gulerod