Børnetal og størrelse
- Kaplegården er normeret til 22 børn, som er fordelt på to stuer. Den ene stue er med 10 børn og den anden stue med 12 børn. Det er her børnene hører til sammen med stuens voksne, men børnene kan færdes frit mellem stuerne
Åbningstider
- Mandag til torsdag: 7.00-17.00
- Fredag: 7.00-16.00
- Lukketiderne betyder, at I skal have forladt institutionen kl. 17.00 og kl. 16.00 om fredagen
Lukkedage i året
- Forældrebestyrelsen er med til at placere 5 lukkedage årligt
Årshjul
- Hvert år i november/december fastlægger personalet, hvilke temaer der skal arbejdes med i løbet af det kommende år f.eks. krop, sanser og bevægelser eller kultur, æstetik og fællesskab.
- Det fremgår af kalenderen i AULA
-
Fastelavn
- Vi holder fastelavn i februar måned hvor alle børn er velkommen til at komme udklædte.
- Masker kan virke skræmmende, så dem vil vi gerne undgå. I ugen op til fastelavn klipper vi, pynter fastelavnstønder og snakker om fastelavnstraditioner.
- Om formiddagen slår vi katten af tønden og synger fastelavnssange.
- Tønden er lavet af pap og fyldt med bl.a. rosiner og figenstænger.
- Til eftermiddag får vi frugt og lækre boller, som nogle forældre har bagt til os.
-
Påske
- I ugerne op til påske vil vi klippe forskellige påsketing. En af dagene inden påske, bliver der afholdt den store påske-æggejagt. Om formiddagen bliver der gemt små chokolade påskeæg på legepladsen.
- Efterfølgende kommer børnene ud og leder efter æggene samtidig med at der bliver sunget ”Der har været en lille påskehøne og den har gemt et påskeæg”. Når alle æggene er fundet, får hvert barn et lille chokoladeæg.
- Denne dag holder vi også påskefrokost med børnene, hvor alle har medbragt en ting til frokostbordet.
-
Afslutningsfest
Vi holder afslutningsfest, en af de sidste dage i april, for de børn som skal i børnehave.
-
Plantedag med bedsteforældre
- I maj måned inviterer vi bedsteforældrene til en plantedag sammen med deres barnebarn.
- Bedsteforældrene kommer med en blomst eller plante, som de planter sammen med deres barnebarn på legepladsen. I ugerne op til har vi "fingrene dybt i jorden".
-
Bondegårdstur
- I juni måned tager vi på den årlige bondegårdstur. Vi kører hen til en gård ved Ganløse/Kirkeværløse, som hedder Kastanjevang.
- Vi bliver hentet i bus ca. kl. 9.40 og er tilbage igen ca. kl. 14.
- Der kan deltage én forælder pr. barn. Turen er en enestående chance for, at være sammen med både jeres barn, andre forældre samt personalet og samtidig få en dejlig oplevelse på en bondegård.
-
Sommerfest
- Den sidste fredag i august måned holder vi vores sommerfest.
- Den bliver holdt på legepladsen, som i dagens anledning bliver pyntet fint op.
- Forældrebestyrelsen er med til at planlægge, hvis der skal være nogle specielle aktiviteter.
- Festen starter kl. 15 og slutter kl. 17
-
Bamsefest
Om efteråret inviterer vi til bamsefest, hvor hvert barn må tage en bamse med. Vi holder fællessamling, hvor vi synger og danser med vores bamser.
-
Jul
- Den 1. hverdag i december er der julemorgenmad for vuggestuebørn og deres forældre.
- Vi starter morgenen kl.7.30 med morgenbord og fælles hygge og kl. 9 samles alle på Stor stue, hvor der synges julesange. Inden forældrene siger farvel til deres barn, hjælper de barnet i flyverdragten, så børnene kan nå at lege på legepladsen, inden der er frokost
- Midt i december holder vi børnenes julefrokost. Forældrene bidrager med forskellige lækkerier efter aftale med stuens voksne. Børnene er selv med til at smøre deres mad.
-
Smør-selv dage
- Flere gange om året holder vi smør-selv dag sammen med børnene. Her har alle medbragt noget til et fælles frokostbord, hvor børnene så selv er med til at bestemme hvad de vil spise og selv være med til at smøre maden.