Gå til hovedindhold
Du er her:

Dagligdagen

Her kan du læse lidt om dagligdagen i Trinbrættet

I Trinbrættet tror vi på, at god kvalitet kræver forberedelse (planlægning) og løbende evaluering. Vi ser det som vores vigtigste opgave at skabe et inspirerende læringsmiljø for jeres børn, hvor der er plads til leg og udvikling. Derfor har vi beskrevet vores kerneopgave således:

I Børnehuset Trinbrættet bidrager vi til børns udvikling, læring, trivsel og dannelse ved at skabe pædagogiske læringsmiljøer, der har sit afsæt i en velreflekteret planlægning og evaluering varetaget af uddannede pædagoger og understøttet af alle medarbejdere og ledelse

Det gøres ved, at pædagogerne planlægger og evaluerer pædagogisk praksis med udgangspunkt i børnenes individuelle læringsmål og udfører dette i tæt samarbejde med pædagogmedhjælperne og ledelsen.

Ledelsen understøtter det pædagogiske personale ved at have overblik, være nærværende, deltage i og tilrettelægge faglige møder, refleksionsrum, SAL (Systemisk Analyse af Læringsmiljøer) og almindelige stuemøder. Ledelsens kerneopgave er at sikre en ramme, der understøtter det pædagogiske personale. Dette gøres ved nærværende og faglig ledelse, der blandt andet tager udgangspunkt i at vise tilpas tillid og anerkendelse samt at tilrettevise med afsæt i den overordnede kerneopgave.

Med afsæt i ovenstående planlægger vi en hverdag, der tager udgangspunkt i et overordnet projekt delt op i små læringsgrupper for børnene. Et projekt varer i tre måneder og når ud i de yderste afkroge og helt ind til kernen i både det små og det store undervejs.

For at skabe små læringsgrupper deler vi os op således; personalet har fordelt rollerne i mellem sig og ved, hvad der skal ske på den givne dag. Mandag og fredag er typisk de dage, hvor vi følger børnenes spor og giver plads til de vigtige børneinitierede aktiviteter og lege. Her er dagen ikke planlagt lige så detaljeret, men morgensamlingen viser os hurtigt, hvilke interesser der er på spil i børnegruppen i dag. Ofte vil interesserne kredse om det allerede igangværende projekt, da vi oplever, at børnene bliver nysgerrige og gerne vil dykke mere ned i det igennem leg. Dette understøtter personalet ved deltagelse og vejledning.

Tirsdag-onsdag-torsdag er vores mere faste ”projektdage”. Her gennemgås dagen til morgensamling – hvad skal der foregå i dag, hvem skal være i hvilke grupper og med hvem. Efter morgensamling går vi i de mindre grupper, men andre er på legepladsen, andre fællesarealer eller fx på tur. I de små grupper har børnene mulighed for at fordybe sig og gøre sig umage. Tiden i grupperne er fastlagt efter, hvor meget børnegruppen kan kapere at være omkring én aktivitet.