Gå til hovedindhold
Du er her:

Om Børnehuset Kernehuset

Her kan du læse om åbningstider, lukkedage, værdier og traditioner

Børnetal og størrelse

Kernehuset er en 0-6 års institution med ca. 25 vuggestuebørn og 80 børnehavebørn fordelt på to vuggestuegrupper og fire børnehavegrupper. Kernehuset ligger på to tilstødende matrikler

Åbningstider 

  • Mandag til torsdag 7.00 – 17.00
  • Fredag 7.00 – 16.00

Lukkedage i året 

Forældrebestyrelsen har ret til at placere 5 lukkedage årligt. I 2020 er de som følgende:

  • Fredag den 22. maj (efter Kr. Himmelfart)
  • Fredag den 16. oktober (fredag i uge 42)
  • Samt den 28., 29. og 30. december

Årshjul

I Kernehuset er de pædagogiske læreplaner fundamentet for det pædagogiske arbejde, og er således en integreret del af planlægning af aktiviteter og forløb. Alt arbejde med børnene og måden hvorpå vi møder børnene hviler på vores menneskesyn og pædagogisk holdning samt værdigrundlag

  • Menneskesyn og pædagogisk holdning
    • Som menneske fødes vi ind i en social sammenhæng, hvor vi er afhængige af hinanden. Vi udvikler vores personlighed i et aktivt samspil med andre. Dette er en livslang proces. Vi påvirker vores omgivelser ved aktiv handlen, hvorpå omgivelserne igen påvirker os.

    Derfor er ligeværdighed, dialog og respekt helt grundlæggende for den måde, vi møder børnene på.

    • Vi må tage udgangspunkt i det enkelte barn. Se barnet, hvor det er, møde det som ligeværdigt, selvom vores forudsætninger er forskellige.
    • Vi skal lære børnene at tage ansvar for sig selv og deres ønsker og behov, samtidig med at de skal lære at tage hensyn til andre og det at fungere i en helhed.   
    • Vi skal give børnene mulighed for valg og indflydelse, hjælpe dem så de får positive erfaringer med samvær og aktiv handlen. 
    • Vi skal hjælpe børnene til at udvikle evnen til at sige til og fra.
    • En meget stor del af børns udvikling og læring sker gennem leg. Derfor prioriterer vi tid, rum og mulighed til at lege højt. På denne måde giver vi børnene de bedste betingelser og forudsætninger for en optimal start på deres livslange læring.
  • Værdiggrundlag

    I Kernehuset går vi ind for:

    • at Kernehuset er et rart, trygt og sjovt sted for børnene at være, for forældrene at bruge og for personalet at arbejde.
    • at skabe en atmosfære med trivsel, udvikling og læring, hvor der altid er en voksen, når et barn har brug for det, og hvor barnet altid bliver mødt med respekt.
    • at vi som tydelige og engagerede voksne drager omsorg for at udvikle det enkelte barn til, at det kan tage ansvar for sig selv såvel fysisk som følelsesmæssigt.
    • at skabe en kultur, der udvikler barnets evne til at omgås andre hensynsfuldt og socialt. Børnene skal gradvist lære at acceptere og forstå hinandens forskelligheder.
    • at børnene udvikler selvtillid, selvværd og styrket jeg-identitet. De skal se, at det nytter at handle. De skal opleve socialt samvær som noget rart.
    • at børnene skal lære at forholde sig kritisk til deres omverden. De skal lære at tænke over det, der sker, det, de oplever, samt det, de selv og andre gør eller siger. De skal lære at træffe enkle valg.
    • at børnene lærer at give udtryk for deres følelser og at turde sige deres mening. De skal efterhånden lære at løse konflikter på egen hånd.
    • at børnene udvikler deres fantasi og nysgerrighed. De skal have mulighed for og opbakning til at eksperimentere og udforske og få mod og lyst til at overskride nye grænser.
    • at børnene skal udvikle nødvendige færdigheder og selvhjulpenhed. De skal opleve, at de kan, eller kan lære, mange ting selv, og opleve følelsen af, at det er dejligt og godt at kunne selv.

Traditioner

Traditioner er en del af vores måde at leve på – en del af vores kultur. Mennesket har altid skabt traditioner, og vi har gennem årene her i børnehuset skabt nogle traditioner for, hvad vi laver omkring højtiderne (jul og påske), men også nogle årligt tilbagevendende begivenheder, som er "vores egen måde" at gøre tingene på.

Traditioner er vi selv med til at skabe, og de må aldrig blot blive en vane. Vi lægger vægt på, at traditionernes gennemførelse er et fælles projekt, og at der altid vil være et pædagogisk forløb (forberedelse) knyttet til den enkelte tradition, og at det er denne proces, der er vigtigst.

  • Fastelavn

    I tiden op til fastelavn taler vi med børnene om traditionen, synger fastelavnssange og klipper pynt til fastelavnsris. Alle børn får et fastelavnsris, som de pynter og tager med hjem til fastelavn.

    Fastelavn afholdes mandag eller fredag omkring fastelavn. Voksne og børn er klædt ud, og vi slår katten af tønden, synger fastelavns-sange, taler om vores udklædning, spiser fastelavnsboller m.m. Fastelavn foregår på tværs af husene og tøndeslagning finder som udgangspunkt for børnehaven sted på legepladsen, mens vuggestuen er indenfor.

  • Påske

    Vi klipper påskepynt, sår karse m.m. 

    Lige op til påske holder vi en påskefrokost for alle børn.

  • Blomsterdag

    I løbet af foråret afholder vi blomsterdag. Alle børn har en blomst med, som de planter sammen med deres forældre i Kernehusets blomsterkasser.

    Vi holder samtidig forældrekaffe og børnene får en is. Ispinden skriver vi navn på, og sætter ved barnets blomst. Resten af sommeren passer børnene deres blomst. Vi synger også Kernehusets blomstersang.

  • Lanternefest

    I starten af november afholder vi Lanternefest i Kernehuset.

    Vi fejrer lyset i mørket med en stemningsfuld aften for børn, personale, søskende og forældre, hvor vi sammen går i lanterneoptog i nærområdet og slutter af med bål, boller og kakao i haven.

  • Jul

    Fra 1. december står alt i julens tegn.

    Alle stuer har deres egne traditioner omkring julekalender, samling, juletræ, drillenisser osv. Så der må I spørge på stuen om præcis deres traditioner.

    Fælles traditioner:

    • Den 13.december, eller en hverdag tæt på, holder vi Luciadag i børnehaven. Dvs. at de store børn går i Lucia-optog på alle stuerne, og synger for os andre. Dette foregår om morgenen, så børnehuset inviterer på morgenmad for alle børn og forældre.
    • Børnehavebørnene deltager i julegudstjeneste i Lundtofte Kirke.
    • Lige før jul holder vi fælles julefest med alle børn. Vi danser alle sammen om juletræet og til frokost er der risengrød i lange baner.

    Vi har ønsker og intentioner om, at selv om julen er en travl tid, så må den ikke blive mere travl, end at den også er og skal være en hyggelig og rar måned.

  • Fødselsdage

    Når et barn (eller personale) har fødselsdag, sætter vi flag uden for døren eller ved barnets gaderobeplads, så alle kan se, at vi har en fødselsdag i huset. Sammen med en voksen er fødselsdagsbarnet med til at hejse det store flag på legepladsen.

    Forældrene kan vælge enten at invitere hele stuen hjem eller at holde fødselsdagen i børnehuset. Hvis fødselsdagen holdes i børnehuset, aftaler forældrene med stuens personale hvordan fødselsdagen skal forløbe. Det kan fx være i forbindelse med frokost eller frugt. Vi synger fødselsdagssang, råber hurra, og barnet får en lille gave fra stuen.

    Vi har besluttet, at børn i storegruppen kan vælge at invitere hele storegruppen (i stedet for stuen) hjem til fødselsdag. Dette gør vi, fordi vi oplever, at der i denne gruppe kan være venskaber og tilknytning, der rækker ud over stueopdeling.

  • Legetøjsdag

    Børnene kan godt lide at vise og fortælle om det legetøj, de har hjemme. Derfor har vi en legetøjsdag hver fredag, hvor børnene kan medbringe noget, de gerne vil vise eller lege med i institutionen.

    På denne måde tilgodeses dette behov hos børnene, men samtidig siger vi, at det ikke skal være hver dag, fordi vi gerne vil støtte, at børnene finder værdier i hinanden som legekammerater og undgå situationer, hvor det bliver mere vigtigt, hvad du har med, end at det er dig, der kommer ind på stuen. Kort sagt at undgå, at legetøjet bliver vigtigere end barnet.

    Vi har ikke nogen regel om, hvilket og hvor meget legetøj børnene tager med, men vi beder forældrene om at være med til at vurdere om det, de tager med, er inden for rimelighedens grænser. Vi kan ikke tage ansvar for eventuelt ødelagt eller bortkommet legetøj, og vi går ikke ind i diskussioner om, hvorvidt børnene må have legetøjet med på legepladsen. Derfor må I som forældre tage ansvaret for, hvad jeres børn får lov til at tage med.