At starte i Idrætsbørnehuset Græshoppen
For os er det vigtigt at børn og forældre får en god oplevelse når de starter i Græshoppen
Indkøring og opstart
Når I har fået tilbudt og accepteret en plads i Idrætsbørnehuset Græshoppen, vil I blive inviteret til et opstartsmøde. Her vil vi høre om jeres barn og I kan se institutionen, høre mere om hverdagen hos os og stille de spørgsmål. Vi vil også lægge en plan for opstarten. Med invitation til opstartsmøde får I forskellige informationer.
De første dage er i sammen med jeres barn i institutionen, som foregår i tidsrummet 9.30-11.00. I har mulighed for at tale med stuens personaler og lære hinanden bedre at kende stille og roligt, mens jeres barn møder de nye legekammerater og personalet i trygge omgivelser. Herefter aftaler I med personalet på stuen, hvordan den næste tid skal forløbe.
Forældresamarbejde
Det gode forældresamarbejde er vigtigt for os i Græshoppen. Her går vi i dialog med forældrene om, hvordan vi oplever barnet, og ligeledes hvordan forældrene oplever barnet har det hos os - og hvad vi sammen fremadrettet skal have fokus på.
Derfor opfordrer vi også altid til at komme til os, hvis I har nogle spørgsmål, eller noget I undrer jer over. Hellere spørge end gang for meget, end en gang for lidt.
Aula
Aula er vores primære kommunikationskanal og en vigtig del af samarbejdet med jer.
Det er på Aula, at vi deler praktiske informationer og sender invitationer til arrangementer ud, og hvor I indmelder ferie og sygdom. Det er vigtigt, at I husker dette, så vi altid ved, hvor mange børn vi bliver - det gør det nemlig meget nemmere for os at planlægge nogle gode dage for de børn, som er i huset.
Det er også på Aula, at vi deler billeder og historier fra hverdagen i græshoppen, så I kan følge med i, hvad jeres børn laver. Derudover sender vi nyhedsbreve ud, så I kan se, hvilke temaer og aktiviteter, vi arbejder med. Stuerne lægger løbende billeder og små fortællinger ind, så I kan følge med i hverdagen hos os.
Forældresamtaler og forældremøder
I løbet af den tid jeres barn går i børnehuset, har vi forskellige samtaler om jeres barns trivsel og udvikling. Omkring tre måneder efter opstart, har vi en samtale om, hvordan det hele er gået, og hvordan jeres barn er faldet til.
Vi tilbyder årlige samtaler, og derudover har vi samtaler, når jeres barn skal skifte til skole, hvor vi taler om, hvordan vi sammen kan få gjort jeres barn klar til overgangen og det nye kapitel.
Vi er altid tilgængelige for en snak, så hvis der er noget, I bekymrer jer om eller gerne vil have, vi taler om, så tag fat på os - så finder vi et tidspunkt.
Vi sprogvurderer børnene efter behov.
Vi har bestyrelsesmøde fire gang om året, hvor vi snakker om nye tiltag i huset eller andre relevante emner. Bestyrelse er med til at arrangere sommerfester og andre arrangementer.
Vi har forældremøde 1 gang om året, hvor alle forældre er inviteret.
Bestyrelse
I Idrætsbørnehuset Græshoppen har vi en engageret bestyrelse, som er Græshoppens arbejdsgiver.
I bestyrelsen har forældre mulighed for at præge institutionen på mange niveauer. I kommer tæt på dagligdagen hos os og lærer medarbejderne og de andre forældre at kende.
Bestyrelsen er sammensat af forældrerepræsentanter, en medarbejderrepræsentant, souschef og leder, og valg til bestyrelse sker en gang årligt på et forældremøde for hele institutionen.
Er du vores ny kollega?
Vi søger løbende pædagoger, der har lyst til at være en del af fællesskabet hos Idrætsbørnehuset Græshoppen.
Når vi har ledige stillinger, kan de altid findes på Jobindex eller Jobnet
Har vi ikke nogen opslåede stillinger lige nu, så tjek tilbage løbende.
Idrætsbørnehuset Græshoppen som arbejdsplads
Som medarbejder i Idrætsbørnehuset Græshoppen bliver du en del af et stærkt arbejdsfællesskab med nogle passionerede kollegaer, der brænder for idræt og bevægelse, og hvor kroppen tænkes ind som det fundament, vi bygger pædagogikken op omkring.
Som medarbejder hos os vil du i løbet af det første år få relevant opkvalificering indenfor pædagogisk idræt og børns sproglige og sociale udvikling. Vi har et tæt samarbejde med VIA og deres afdeling for pædagogisk idræt.
Vi vægter højt, at alle medarbejdere er en aktiv del af vores udvikling og har mulighed for at komme med ideer og input til nye tiltag. Der er ikke langt fra idé til handling hos os, og vi arbejder med en inddragende ledelse og flad struktur, hvor alle har mulighed for at blive hørt.
Vi sparrer med, hjælper hinanden og tager hånd om vores fælles ansvar for børnene, og for at hverdagen fungerer godt. Vi arbejder ofte i mindre grupper, så der er mulighed for at give ekstra opmærksomhed til børnene og lave aktiviteter på barnets præmisser. Vi er altid nysgerrige på barnet og forsøger at se tingene fra barnets perspektiv.
Vi er en social institution, som godt kan lide hinandens selskab og at arrangere sociale aktiviteter, hyggelige arrangementer og andre sjove ting sammen. Vores julefrokost og sommerfest er højdepunkter i den sociale kalender, som vi altid ser frem til.
Ny kollega hos os
Som ny kollega hos os skal du have lyst til at arbejde struktureret i hverdagen med faste rutiner, have mod på at indgå som en del af vores fællesskab og naturligvis elske bevægelse, sprog og natur. Vi tager godt hånd om vores nye kollegaer, og du bliver tilknyttet en af dine tætte kollegaer, der vil være din faste støtte i opstarten og den person, du kan gå til, hvis du har brug for råd og sparring.
Kontakt
| Mandag | 07:00 – 17:00 |
|---|---|
| Tirsdag | 07:00 – 17:00 |
| Onsdag | 07:00 – 17:00 |
| Torsdag | 07:00 – 17:00 |
| Fredag | 07:00 – 16:00 |
| Lørdag | Lukket |
| Søndag | Lukket |
Lukket Åben
Virumgårdsvej 22 C
2830 Virum