Gå til hovedindhold
Du er her:

Ny Naturbørnehave

Naturbørnehaven Jordbærhaven på Lejrvej er Lyngby-Taarbæk Kommunes nye naturbørnehave med plads til 66 børnehavebørn, åbner d. 1. september 2023.

Legepladsen

Børnene afleveres på Den Grønne Legeplads på Frederiksdalsvej 23, 2830 Virum, om morgenen, hvorfra de køres til et hus i naturskønne omgivelser i Kirke Værløse på Lejrvej 47, 3500 Værløse.

Naturbørnehaven Jordbærhavens legeplads vil over sommeren blive klargjort til de kommende børnehavebørn.

Legepladsen vil, foruden den eksisterende bålhytte og bjælkehytte, blive udstyret med gynger, jorden-er-giftig-bane, en høj med ruchebane, boldbane, sandkasse, legehuse, snitteværksted, guldgraverhjørne og nye træterrasser.

Som en understøttelse af institutionens naturprofil, vil institutionens udeområder rumme forskellige sansemæssige oplevelser med stier i forskellige materialer (bark, grus, fliser), såvel som at børnene vil kunne opleve flere områder højt græs og lidt vild natur.

Den tidligere køkkenhave bliver genskabt, hvor børnene sammen med det pædagogiske personale kan plante i og vedligeholde.

Der arbejdes hårdt for at have legepladsen fuldt ud etableret ved opstart 1. september, men grundet behandlingstid på byggesager kan der være forsinkelse på fx gyngestativet og ruchebanen. Størstedelen af legepladsen vil dog være etableret.       

Børnene kommer til at være omgivet af marker og natur, som giver det pædagogiske personale i institutionen mulighed for at udfolde en anderledes pædagogisk praksis med fokus på natur og udeliv, end i et almindeligt børnehus.

Samtidig med institutionens fokus på natur og naturoplevelser, er der stadigvæk mulighed for, at børn og personale kan foretage indendørs aktiviteter som i et almindeligt børnehus i det store og nyistandsatte hus på grunden.

Børnene er tilknyttet en fast gruppe med fast tilknyttet personale.

Om eftermiddagen køres børnene tilbage til Den Grønne Legeplads, hvor forældrene henter dem. Der er også mulighed for selv at hente i Kirke Værløse tidligere på dagen. På Den Grønne Legeplads er der både toiletfaciliteter og mulighed for, at børnene kan stille deres tasker og lignende indendørs.

Naturprofil

Som børnehave med naturprofil får børnene mulighed for at opleve et særligt børneliv, hvor naturen danner rammen om børnenes udvikling.

Med naturen som læringsrum kommer børnene til at kunne følge årstidernes forandring på tætteste hold, hvilket styrker børnenes naturforståelse; de får kendskab til og forståelse af dyr og planter, samt sammenhænge i naturen.

Børnene lærer at begå sig i naturen og udforske den i forskellige vejrforhold, hvilket udvikler deres fantasi, kreativitet og nysgerrighed.

Naturen i området giver mulighed for ro og fordybelse samtidig med, at børnenes motoriske udvikling bliver styrket ved at bevæge sig og lege i naturen.