Om Børnehaven Enhjørningen*
Læs mere om Børnehaven Enhjørningen*
*Enhjørningen er en selvejende institution.
Rudolf Steiner børnehaven Enhjørningen er en lille hyggelig børnehave der ligger på en stille villavej, i et hus med en dejlig have til.
Vores hverdag er præget af tryghed og tillid, hvor børnene mødes af nærværende og imødekommende voksne. De voksne engagerer sig i børnenes daglige liv og understøtter børnenes naturlige gå-på-mod og nysgerrighed på livet. Det er vigtigt for os at hvert enkelt barn føler sig velkommen og oplever at blive set, hørt og mødt for det unikke menneske som det er.
Når børnene, og deres søskende, forældre og bedsteforældre træder ind i haven i Enhjørningen, mærker de med det samme, at der er rart at være. Haven er hyggelig og overskuelig, og når man kommer fra garderoben op i stuen, er det som at træde ind i et hjem. Der er en duft fra brændekomfuret, som tændes når vi bager. Der er dug på bordet og der dækkes op med glas og porcelæn. Økologi er konsekvent i alt hvad vi spiser, og naturmaterialer og bæredygtighed er fundamentet for det legetøj vi har i børnehaven.
De fysiske rammer
Børnehaven har siden 1973 ligget i Hjortekærs kunstnerkvarter på en stille villavej og har til huse i et halvt parcelhus med have omkring. Børnehavens indendørs areal er på 135 m2 delt op på tre plan: kælder, stueetage og første sal.
I kælderen er garderobe for både børn og voksne. Her er også toilet for de ældste børn.
På stueetagen er der foruden et køkken-alrum også et stort legerum. Begge rum har udgang til haven.
På første sal er der toilet for de yngste børn, kontor og et lille eventyrværelse med bænke langs tre af rummets vægge.
Børnehaven har en hyggelig have med alt hvad man kan ønske sig til fantasifulde lege. Der er to sandkasser, klatrestativ, legehus, gynge, legekøkken, bålplads mm. Vi værner om haven og har bede med krydderurter og smukke blomster, der er træer til at klatre i, buske der skaber rare gemmesteder, og tove i træerne, så man kan få sig en gyngetur.
Derudover bruger vi også Dyrehaven til at gå på eventyr. Der har vi forskellige yndlingssteder, som vi besøger, afhængigt af vejret.
Børnehaven har åbent fra 7.30 – 16 hver dag.
Børnehaven er normeret til 22 børn i alderen 3 til 6 år og personalet består af tre pædagoger og en pædagogmedhjælper, og ofte vil vi have en praktikant fra Rudolf Steiner Seminariet.
Børnehaven er en selvejende institution med driftsoverenskomst med Lyngby-Taarbæk kommune.
Målsætning
Børnehavens overordnede målsætning er at skabe et børnemiljø, som giver rum til trivsel, udvikling og læring.
Barnet skal have mulighed for at kunne udvikle sig ud fra sin individualitet i dets eget tempo og lære om livet omkring sig. Børnehaven ønsker at styrke barnets individuelle ressourcer og give barnet trygge rammer til at kunne vokse og øve sig på sine færdigheder.
Hverdagen i børnehaven skal være præget af tryghed og tillid. Vi ønsker at vise barnet omsorg, således at barnet føler sig set som det det er og bekræftet i, at verden er et godt og trygt sted at være. Barnet er i en stor udviklingsproces og er optaget af at lære verden at kende. Derfor er det er vigtigt, at barnet mødes af engagerede voksne, som har en høj faglighed og som kan favne barnet og støtte det i denne udvikling og læring.
Pædagogiske principper og arbejdsgrundlag
Børnehavens pædagogik har et fundament i Rudolf Steiners pædagogiske ideer og visioner.
For at skabe de bedste udviklingsbetingelser for børn i børnehavealderen er der især tre elementer i vores pædagogiske arbejde, som vi er meget opmærksomme på:
· Børn lærer ved at efterligne og trives i den nære og anerkendende relation til de voksne og de andre børn. I det daglige samvær med børnene er de voksne bevidste om at børn lærer ved efterligning i den anerkendende relation. Børn bruger de voksne og deres kammerater som forbilleder og rollemodeller og spejler det de oplever.
· Børns sanser er under udvikling. Barnet skal have gode og nærende sanseoplevelser, så sansernes udvikling understøttes. Leg og bevægelse i og med naturen, de fire elementer - jord, vand, luft og ild, og vores legetøj af naturægte materialer er givende for sansernes udvikling. Æstetiske omgivelser og god, sund mad nærer ligeledes sanserne. Vi søger at skabe et miljø hvor barnets sanser ikke overbelastes, fx ved at udelade brug af skærme.
· Børn trives med rytme, en genkendelig hverdag og traditioner. Børnehaven har en fast daglig rytme, en fast ugerytme samt en årsrytme med fejringer af påske, fastelavn, jul mm. Der veksles mellem udendørs og indendørs aktiviteter og der er afveksling mellem fri leg og mere eller mindre strukturerede aktiviteter tilrettelagt af de voksne.
Børn skal føle sig set og værdsat og kunne hvile i den ramme som børnehavens voksne skaber. Samtidig skal børn have indflydelse på deres hverdag og kunne præge dagens indhold, uden dog at de får for meget ansvar. Børn skal opfordres til at være selvhjulpne uden at være overladt til sig selv.
Vi har enkelte, klare regler og derved kan børnene lære gode vaner og øve sig i at indgå i fællesskabet.
De voksne lytter ind til børnenes behov og tager ansvar i samværet med barnet/børnene.
Vi anerkender, at børn handler i bedste vilje og opstår der konflikter hjælper vi børnene ved at finde en løsning sammen med dem. Vi støtter børn til at udvikle deres egen sans for retfærdighed. Børn har brug for hjælp til konfliktløsning, samtidig med at de selv skal have lov til at prøve sig frem i konflikter. Barnet skal øve sig i at kunne trøste og ønske forsoning med sin kammerat på en oprigtig måde.
Børnene øver sig ligeledes i at indgå i en gruppe ved at skulle deles om legetøjet, vente på tur og meget mere. Den voksne har overblikket og er vejviser, så livet er overskueligt set ud fra det enkeltes barns behov og udviklingstrin, både ift. dagen som helhed og ift. aktiviteter og relationer.
Vi styrker inkluderende venskaber og på tværs af børnegruppen. Vi er opmærksomme på mobning og prøver på at opspore tegn på eksklusion så tidligt som muligt, for at kunne vende en uheldig udvikling.
Vores hverdag bærer præg af ro og enkelhed, vi stopper op og er i langsomheden. Der skal tages individuelle hensyn til det enkelte barn eller en mindre børnegruppe dog med hensyn til fællesskabet som helhed.
Vigtige grundværdier i Enhjørningen:
Leg
Igennem den frie leg får børn mulighed for at lege sig ind i livet og forstå den verden, de lever i. I den frie leg kan barnet udfolde sig i dets forståelse af verdenen og fortolke det, som det har set og oplevet. I legen kan gode som dårlige oplevelser blive bearbejdet og fordøjet.
I den frie leg med kammeraterne lærer børnene at udvikle sociale, motoriske og sproglige færdigheder, som det ikke umiddelbart kan/skal lære af den voksne. Ofte skal man lege sig ”varm”. Børn skal finde hinanden, finde en rød tråd i deres leg, eller knytte an der hvor de sluttede dagen før. I Steinerpædagogikken ser vi legen som en meget seriøs beskæftigelse, derfor vælger vi nogle gange at træde lidt til siden og give børnene mulighed for at prøve sig frem i deres lege. Vi er på sidelinjen, klar til at hjælpe, finde redskaber, være arkitekt for en hule, mægle i konflikter. Vi er gerne optaget af praktiske opgaver sammen med et par børn, fx havearbejde, huslige gerninger eller en kreativ aktivitet med færre børn.
I og med at den voksne er beskæftiget med praktiske gøremål ved siden af børnenes leg, kan børnene på direkte eller indirekte vis efterligne hvordan det ser ud når man laver havearbejde, let rengøring, reparation af legetøj og forberedelser til vores årstidsfester. Alt dette er med til at inspirere børnene i deres leg og det skaber også mulighed for nogle børn at hjælpe til og dermed få en direkte forståelse for basale praktiske gøremål. Hos de mindre børn handler legen ofte om de nære ting og de børn som har behov for at være tæt ved en voksen kan følges med den voksne.
Et vigtigt aspekt i den frie leg er udviklingen af barnets fantasi. Denne skabende og fantasifulde atmosfære i børns leg er en væsentlig grunderfaring for børn, som senere hen i livet kan forvandles til muligheden til at kunne tænke kreativt.
Derfor er vores legetøj fremstillet af naturmaterialer, der giver barnet rum til at forvandle tingene. F.eks. er dukkernes ansigter kun antydet og barnet kan dermed give dukken den stemning, som der er brug for lige i det øjeblik. Barnet kan se, når dukken er ked af det og idet udtrykket i dukkens ansigt tillader forskellige stemninger, er barnet stillet frit. Barnet kan i fantasien se det, som barnet ønsker.
Sangleg
Hver dag kl. 9 samles vi alle til morgenkredsen med sangleg. Vi starter med at synge en lille sang, hvor vi hilser på hvert enkelt barn og voksen i kredsen. Vi tæller børnene og husker også at sende en tanke til dem, der ikke er i børnehaven den dag.
Sanglegen bygges op omkring et tema, der oftest relaterer til årstiden. Den indeholder sange, små historier og fingerlege.
I sanglegen udvikles mange sider af barnet, men det er især de sociale færdigheder, som på denne måde bliver leget ind. At holde i hånd med hinanden for at skabe en rundkreds er en af øvelserne. Mange sange indbyder til, at man kan “være noget” ind i midten: Man træder frem, er måske udklædt, viser sig, og efter sangen skal man blive en del af kredsen igen.
I fingerlegene udvikles fingermotorikken sammen med sprog og sprogets rytme.
Både igennem sangene og fingerlegene udvikles og stimuleres barnets sprog og sans for det musikalske og rytmiske, og der øves koncentration og opmærksomhed. Børnene tilegner sig en stor sangskat, som de kan bruge hele livet. Sang er desuden med til at skabe oplevelsen af fællesskabet, og en glad stemning opstår. I samlingen er der mulighed for at meddele noget til hele gruppen – fx et barn som havde en oplevelse som skal deles eller andre vigtige hændelser som vi vil dele med hinanden.
Eventyr
Hver dag kl. 11.45 er der en fælles eventyrstund.
Eventyret fortælles af en voksen uden bog eller manuskript i 1-2 uger i træk, afhængigt af længden og indholdet. Den første uge fortælles eventyret ofte som bordspil med små dukker, den anden uge spiller børnene rollerne i eventyret.
Eventyrene er oftest remseeventyr eller et af de gamle folkeeventyr og for det meste relateret til årstiden. De mindre børn elsker især remseeventyrene, hvor elementer i historien bliver gentaget mange gange. De gamle folkeeventyr er smukke og indeholder stor livsvisdom. Disse eventyr inspirerer de store børn til at danne sig deres helt egne indre billeder. Her udvikler børnene også evnen til at kunne lytte.
Fødselsdage
I Enhjørningen er barnets fødselsdag en vigtig begivenhed som vi fejrer sammen med en eller begge barnets forældre. Der holdes et særligt fødselsdagseventyr for barnet, og der er en gave til barnet. Frokosten spises med fest-stemning og bagefter kan barnet dele den dessert ud som de har med hjemmefra.
Årshjul:
I løbet af et børnehave-år holder vi mange årstidsfester, og huset har efterhånden fået mange traditioner, som for børnene er genkendelige og væsentlige elementer i deres børnehavetid.
Årsforløbet er bundet op omkring årstidsfesterne og forberedelserne dertil, plus den læring, der ligger deri.
Børnehaveåret starter hos os i august måned, ligesom skolerne, efter vi alle har holdt sommerferie i hele juli måned.
Her er begivenheder og årstidsfester nævnt i rækkefølge startende fra august:
Bondegårdstur
Høstfest
Arbejdslørdag
Sankt Michaels fest
Lanternefest
Adventsspiral
Julefest med krybbespil
Hellig tre kongers fest
Fastelavnsfest
Bedsteforældre-arrangement
Påskefest
Forårs/Maj-fest
Arbejdslørdag
Pinsefest
Sommerfest
Vores årshjul inkluderer både børne-fester som er for børnene og arrangementer der inkluderer forældrene.
Årstidsfesterne gennemstrømmer stemningen i vores dagligdag året rundt, og derfor vil hver enkelt årstidsfest kunne mærkes i huset.
En beskrivelse af børnehavens årstidsfester kan læses i vores forælder-håndbog og i nyhedsbrevene op til festerne. Forældre inviteres med til lanternefesten, julefesten, forårsfesten, sommerfesten, en kop ”høstkaffe” efter høstfesten og fastelavnsboller til fastelavn. De øvrige fester holder vi alene med børnene i dagtimerne.
Kontakt
| Mandag | 07:30 – 16:00 |
|---|---|
| Tirsdag | 07:30 – 16:00 |
| Onsdag | 07:30 – 16:00 |
| Torsdag | 07:30 – 16:00 |
| Fredag | 07:30 – 16:00 |
| Lørdag | Lukket |
| Søndag | Lukket |
Lukket Åben
Gadevangen 18A
2800 Kgs. Lyngby