Gå til hovedindhold

At starte i Enhjørningen

Læs mere om at starte i Enhjørningen

Indhold

    Rundvisning:

    Alle der er interesserede i at se børnehaven, er meget velkomne til at ringe og aftale en tid til rundvisning i børnehaven. Her vil der også være en kort introduktionssamtale om hverdagslivet i børnehaven og om de værdier der udgør grundlaget for den pædagogiske hverdag.

    På rundvisningen har I mulighed for at fornemme stemningen i vores børnehave og få et indblik i vores daglige liv. I kan få et indtryk af, hvordan det kan være at have sit barn i Enhjørningen. Rundvisningerne ligger oftest på mandage om eftermiddagen.

    Opstart i Enhjørningen:

    I Enhjørningen er det vigtigt for os at barnet føler sig trygt og mødt af os voksne.

    Både børn og forældre er forskellige, og vores erfaringer fortæller os, at modtagelsen af barnet skal være individuelt tilpasset. Vi har en retningslinje for, hvordan barnets opstart kan være, som er den grundplan vi går ud fra. Det er meget vigtigt, at I som forældre er afklaret i forhold til, at jeres barn skal starte i børnehaven, og at I meddeler os jeres tanker og bekymringer angående indkøringen. På den måde har vi de bedste forudsætninger for, at I og jeres barn får en god start.

    Som udgangspunkt regner vi med cirka to ugers tid til at opstarte nye børn. Det er rart for børnene, hvis barnet fortrinsvist er tilknyttet en eller to voksne i starten. Vi er dog en lille personalegruppe, og børnene bliver hurtigt fortrolige med alle os voksne i børnehaven.

    Inden opstartsperioden vil der være en samtale hvor lederen og forældrene kan få en grundig samtale om barnet der skal starte.

     

    Eksempel på opstartsplan:

    Dag 1: Barnet og enten mor eller far kommer ca. kl. 10 hvor I er med når vi har fri leg. Vi vil vise barnet dets nye garderobeplads og I kan introducere barnet for os. Vi voksne vil tage kontakt til jeres barn, og vi vil invitere jer forældre til at påtage jer en meget lille overskuelig praktisk opgave, så i på den måde er en del af dagligdagen. I vil her modtage vores velkomstmappe. Efter ca. en time siger vi farvel og på gensyn i morgen.

     

    Dag 2: Mor eller far kommer med barnet om morgenen inden morgensamlingen, senest kl.8:45. Efter morgensamlingen får vi os en lille formiddagsmad og vand. Hvis I fornemmer, at jeres barn er klar til en lille stund uden jer, vil vi opfordre forælderen til at gå en lille tur ud af børnehaven (cirka 15 – 30 minutter). I skal give barnet og den voksne besked om at I går. Vi ringer selvfølgelig til jer, hvis vi oplever at jeres barn er meget ked af det, mens I er væk. Når I er tilbage fra jeres korte tur, siger vi tak for i dag til jer og barnet og på gensyn i morgen.

     

    Dag 3: Som dag 2. Hvis I fornemmer, at jeres barn er klar til en lille stund uden jer, så gå en lille tur i nærheden. Tag telefonen med, så vi kan få fat i jer. I spiser med og går hjem efter frokosten.

    Dag 4: Som dag 3 - blot at I kan gå en lidt længere tur. Spiser evt. med og går hjem efter frokost.

    Dag 5: Afhængigt af hvordan barnet havde det den foregående dag, kan I sige farvel i god tid før morgensamlingen og komme tilbage igen efter frokost og tage barnet med hjem.

     

    Det er individuelt, hvor længe barnet har brug for at føle sig helt tryg, men en god idé er at give barnet korte dage de følgende to uger. Der er rigtig mange nye indtryk og oplevelser, og I vil opleve, at jeres barn vil være mere træt og måske mere tryghedssøgende end ellers.

    Vi anbefaler også i den første tid, at barnet har en ugentlig fridag, for at kunne tage alt det nye ind unde at blive overvældet.

    Inden barnet starter i børnehaven arrangerer vi et tidspunkt, hvor forældrene og barnet kan komme og hilse på os. Her taler vi bl.a. om indkøringsforløb og om praktiske ting omkring børnehaven liv.

     

    Det er vigtigt under indkøringsperioden, at forældrene føler sig trygge, og vi indbyder jer til at tage aktivt del i de ting, der foregår i børnehaven. Denne aktive deltagelse betyder meget for det nye barn. Det fortæller barnet, at forældrene synes, det er et trygt og godt sted at være, og barnet begynder selv at deltage og efterligne det, som det ser omkring sig. Dette hjælper barnet med at falde til i børnehaven.

     

    Det er vigtigt, at opstarten ikke strækker sig over alt for lang tid, da barnet begynder først rigtigt at blive nysgerrig på os nye voksne, når forældrene træder lidt i baggrunden. Det er vigtigt for en god indkøring, at barnet kan fornemme at forældrene er glade for børnehaven og gerne vil overlade deres barn til os voksne, der arbejder her.